Corporate Social Reposibility

Corporate Social Responsibility (CSR) er en integreret del af Ferskvandscentrets og AQUA Akvarium & Dyreparks måde at drive virksomhed på. Hos os betyder det bl.a., at vi forsøger at hjælpe mennesker tilbage på arbejdsmarkedet eller i uddannelse gennem forskellige prøve-ansættelsesforhold og praktikpladser. Det betyder også, at vi i det daglige tager hensyn til miljøet gennem vores aktive miljøpolitik.

Hjælp til selvhjælp

Ferskvandscentret og AQUA Akvarium & Dyrepark har gennem årene haft mange personer i arbejdsprøvning, praktik og lignende. Formålet er at afklare deres muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet eller komme i uddannelse. Vi gør det ud fra en holdning om, at det er ”hjælp til selvhjælp”. Det betyder, at de, som kommer i arbejdsprøvning eller i praktik hos os, skal arbejde, yde en indsats og vise, at de vil noget med forløbet. Til gengæld tilbyder vi nogle spændende og meningsfyldte arbejdsopgaver og gode kolleger i et uhøjtideligt miljø.
 
Vil du vide mere om arbejdsprøvning, praktik m.v. på Ferskvandscentret eller i AQUA Akvarium & Dyrepark, så kontakt os på 89 21 21 21 eller mail info@fvc.dk

Miljøhensyn i det daglige arbejde

Ferskvandscentret, Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter og AQUA Akvarium & Dyrepark har alle et stort fokus på at værne om miljøet og naturen i Danmark. Derfor er det naturligt, at vi arbejder aktivt på at mindske påvirkningen af vores fælles natur og miljø. Det gælder både det eksterne miljø og det interne miljø i vores daglige arbejde. Centret har siden 1996 haft en miljøpolitik, som afstikker kursen for det daglige miljøarbejde internt i organisationen. Der udarbejdes årligt et grønt regnskab.

Den Grønne Nøgle

Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter er medlem af Den Grønne Nøgle, som er gæstens garanti for at have valgt et hotel og konferencecenter af høj kvalitet, hvor man har taget en aktiv beslutning om at tage og vise hensyn til miljøet. Se mere på www.green-key.dk

Den daglige drift af centret

I den daglige drift prioriterer vi opnåelse af en optimal miljøgevinst i forhold til arbejdsindsats og udgifter.
 
Vi begrænser ressource- og produktforbruget mest muligt. Det gælder f.eks. vand, el, papir, inventar og madvarer. Vi sorterer affald og bortskaffer det på den miljømæssigt mest hensigtsmæssige måde.
 
Centrets miljøpolitik gennemføres bl.a. gennem miljø- og energistyring. Det gør os i stand til at afdække de enkelte aktiviteters miljøbelastning. På den baggrund kan vi vælge de løsninger, som tilgodeser miljøet mest muligt. 

Vi indkøber de produkter, som belaster miljøet mindst muligt, under hensyntagen til pris og kvalitet. Vi vurderer produktets miljøbelastning, både når det gælder produktion, anvendelse og bortskaffelse.